lørdag den 21. december 2013

Halsedissen. Eller julegaven til mig selv.

Jeg har strikket mig en halsedisse af det flotte garn jeg købte for noget tid siden.



Opskriften er simpel. 
En rundpind str 15 og garnet fra Pickles (eller tilsvarende = 100 g/250 m til pinde 4-5)
Køb 2 nøgler og slå 86 masker op med dobbeltgarn og strik, så du fra retsiden har 4 rette og en vrang. Gentag og fortsæt indtil garnet slipper op. Sy sammen og færdig. Opskriften er også fra Pickles og kan findes her.
De har også angivet antal masker, hvis man vil lave en halsedisse, der slås 3 gange rundt om halsen. 



Jeg tror jeg har brugt en uge på den, hvor jeg kun har strikket om aftenen og ikke hver dag. Så det er en hurtig sag at lave. Til gengæld er den rigtig lækker og jeg er rigtig glad for den. 



Et lille tip herfra skal være, at man (som altid) skal lukke løst af. Hellere for løst end ikke. Jeg syntes egentlig at jeg lukkede ganske løst af, men kanten er alligevel blevet lidt stram. Skidt pyt, det endelige resultat er ganske tilfredsstillende. 

torsdag den 19. december 2013

Første syprojekt i hus

Jeg er begyndt at gå til syning - jo jo. 

Mit første projekt er nu i hus - et par bukser til den lille. Nu skulle jeg jo til at skrive, at jeg havde lavet dem helt selv og alt det der, meeeen sandheden er, at jeg vidste absolut intet om syning, da jeg startede, så jeg har faktisk fået hjælp til det hele :). Det er dog undertegnede, der har lavet arbejde, sådan skal det heller ikke være. Så lidt stolt kan jeg da godt tillade mig at være. Sylærerinden måtte bare hele tiden fortælle mig hvad jeg så skulle gøre :). 

Nå men jeg har lært en masse om syning allerede på den tid jeg har gået til det. Bl.a. noget om de forskellige stoffer og deres sømretning, om indstilling af symaskinen, om zigzag-syning, om det at sy en elastik i taljen og elastiske stoffer osv. Jeg har været rundt om en masse bare på dette lille projekt. 

Jeg nåede lige at gå igang med en trøje dertil, inden vi gik på juleferie og der lærte jeg et nyt ord, nemlig vlieseline. Jow jow det var helt nyt. Det er en slags hinde man stryger på tøjet, hvor der f.eks. skal være knappehuller, så stoffet ikke går i stykker. 

Det er ærgerligt at jeg først skal igang igen i uge 2. Det er brandsjovt og jeg oplever at få den samme glæde ved det, som når jeg strikker. Skønt! 

torsdag den 12. december 2013

Endelig! … but too late

Ja, så blev jeg færdig med den trøje til min lille dreng, som jeg ikke kunne vente med at vise frem. 
Men øøøøøøv! Den er for lille!!! Hvor gør det mit lille strikkehjerte trist. Men som min ene veninde sagde; "så må du bare få et barn mere" :). God løsning. 

Men tilbage til trøjen, eller jakken, eller cardiganen eller hvad det nu er, så er der en noget dramatisk historie bag det endelige resultat. 

Det hele startede med, at jeg ikke helt stolede på opskriften (fejl nr. 1) og dermed valgte at gøre kroppen længere end foreskrevet. Jeg strikkede løs, for så at opdage, at jeg havde vendt rensdyrene forkert, så de kiggede væk fra midten (fejl nr. 2). Pille, pille op. Endelig færdig med kroppen. Jeg kastede mig over ærmerne og så løb jeg tør for garn (fejl nr. 3 - afledt af fejl nr. 1) herefter strikkede jeg kanten. Og så løb jeg tør for garn igen. Ind i butik og købe mere. Igen. På det her tidspunkt er der nok gået 4 uger (fejl nr. 4). 
Så kom dagen, hvor det hele skulle sys sammen og hvad opdager jeg. Fordi jeg har strikket kroppen forkert er hullerne til ærmerne blevet for STORE (fejl nr. 5). Efter flere dages overvejelse, tog jeg den forfærdelige beslutning at klippe trøjen op! Suk et stik i hjertet, bare ved at tænke på det. Fejl nr. mange - afledt af alle de andre. Jeg fik samlet maskerne op og riet og jeg ved ikke hvad. Og så fik jeg sat det hele sammen, for at opdage at redningsaktionen faktisk var lykkedes nogenlunde. Pæn er den nu, som den ligger der. 

Tiden for den lille mand at prøve mors mesterværk. Kæben falder, man kan høre en knappenål falde på gulvet. Den er for lille! Nooooooooooo!

Fra nu af følger jeg opskriften, eller vælger en større størrelse :). 

Så nu har jeg kastet mig over en halsedisse til mig selv. 



mandag den 2. december 2013

Ak ja, at kende kodeordet

Ja når bare man ved HVILKET søgeord man skal skrive, så ved Google jo alt. 

Det hedder at STOPPE sokker, ikke lappe. Så blev jeg så klog. 

Så til dig, der heller ikke vidste det, så kommer her et link, til en, som rent faktisk ved, hvordan man stopper huller i sokkerne. 

http://www.hundeuld.dk/strompestopning.html
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...